Romanen ’Pindsvinets længsel’ udkom d. 11. juni 2021

Pindsvinets længsel

Pindsvinets længsel er en filosofisk fortælling for voksne om alle de velkendte følelser: ensomhed, længsel, selvforagt, angst og glæde.
Historien er både sjov, grusom og rørende – og det er ikke spor svært at genkende sig selv i det lille pindsvin.

Pindsvinet får aldrig gæster og skriver derfor en invitation til de andre dyr. Men tænk hvis de nu alle sammen kommer på en gang? Eller hvis der slet ingen kommer? Tænk hvis der ikke er kage nok? Eller hvis gæsterne smadrer huset eller inventaret eller én selv?
Tænk nu hvis man bliver endnu mere ensom af at få besøg?
Eller hvis de andre tror, at det er det eneste, man ønsker. Når det nu i virkeligheden er det eneste, man helst er fri for?

’Hvem er det?’ ville gæsten spørge.
’Ensomheden,’ ville pindsvinet svare.
’Bor den her?’
’Bor og bor… Den er her. Den kommer og går.’
’Aha.’
Og selvom de ikke engang havde drukket deres te og gerne ville have sagt noget meget vigtigt til hinanden, ville de begge to føle sig meget ensomme.
’Hvad er det for en følelse, jeg pludselig får?’ ville gæsten undrende spørge.
’Min følelse,’ ville pindsvinet forsigtigt svare.
Mørket var faldet på. Gæsten ville gå sin vej i tavshed. Ensomheden ville blive.